Asbjørn tog imod udfordringen

23-årige Asbjørn Sig Lauritsen tog imod udfordringen og flyttede fra Esbjerg til Baku, Azerbaijan

quote

Det er en spændende og udfordrende hverdag – især sproget kan være udfordrende.

25 april 2019 09:54

Hos Blue Water hjælper og opfordrer vi vores medarbejdere til løbende at videreuddanne og udvikle sig fagligt. For de som drømmer om et job ude i den store verden, er der også mulighed for at realisere dette på et af vores mange internationale kontorer. 

23-årige Asbjørn Sig Lauritsen tog imod udfordringen og flyttede fra Oil, Gas & Industrial Projects (OGIP) i Esbjerg til Baku-kontoret i Azerbaijan november 2018.

Godt rustet til jobbet 

Asbjørn blev ansat i Esbjerg i 2014 og har solid faglig baggrund fra læretiden i henholdsvis vejtransport Sydeuropa og oversøafdelingen eftefulgt af to år i OGIP-gruppen. Derfor er han godt rustet til et job i Blue Water Baku. Asbjørn kender sine nye kolleger i forvejen, da han har samarbejdet med dem omkring transporterne til det kaspiske område.

OGIP i Esbjerg fungerer som speditionsafdeling for de lokale kunder indenfor energisektoren. OGIP-teamet er også specialister i overdimensionerede transporter samt transporter til det kaspiske område. 

Baku-kontoret spiller en vigtig rolle i Blue Waters OGIP netværk, og kontoret har igennem årene været involveret i mange af Blue Waters større projekter inklusive TCO projektet.

De nye udfordringer 

”Arbejdsdagen er meget varieret. Rent logistisk er det meget anderledes end i Danmark. Azerbaijans eksport er minimal i forhold til importen, og toldmæssigt er det mere striks. Olie- og energisektoren er stor, faktisk landets største eksportvare. 

I samarbejde med en kollega, håndterer jeg forsendelserne for en lang række af virksomheder involveret i olie- og gasindustrien. Det drejer sig typisk om presserende forsendelser i form af dele, der skal bruges til olierigge, olieinstallationer eller skibe, og som derfor primært sendes med luftfragt og kurer”, fortæller Asbjørn, som i sit nye job drager nytte af sin erfaring fra OGIP-afdelingen i Esbjerg. 

Der er også møder med potentielle kunder samt tilbud, der skal udarbejdes. Og lige nu er Asbjørn involveret i et større projekt med afskibninger gennem det russiske flodsystem i tæt samarbejde med blandt andet sine gamle kolleger på Esbjerg-kontoret. 

”Det er utroligt spændende at møde og skabe relationer til nye mennesker. At yde en god service, at skabe unikke løsninger og være med til at skabe værdi for kunden er en fantastisk følelse”. 

En ny kultur – en ny hverdag

”Det er en spændende og udfordrende hverdag – især sproget kan være udfordrende. Her tales enten aserbaijansk eller russisk. Da jeg ankom, havde jeg kun et minimalt russisk ordforråd og et nærmest ikkeeksisterende azerbaijansk, men nu går det lidt bedre. 

Vi har det godt sammen på kontoret, og der bliver grinet meget. Til trods for at det meste af den interne snak foregår på azerbaijansk eller russisk, er mine kolleger gode til at drage mig med i samtalerne.

Jeg vidste ikke meget om Azerbaijan og Baku i forvejen og er blevet positivt overrasket. Og jeg nyder at møde venlige og imødekommende mennesker hver dag. 
Jeg har skabt et godt netværk og nyder tilværelsen her. I fritiden går jeg til fitness og spiller bordtennis og besøger en engelsk pub, hvor jeg følger med i weekendens fodboldkampe – især når Manchester United spiller”.  

25 april 2019 09:54

For yderligere info

Kontakt

Fina Garber

Fina Garber

General Manager

Baku

figa@bws.dk

+994 502 129 954