Blue Water overtager køle/frys-forretning

Lauritzen’s Eftf. sælger sine køle/frys-aktiviteter til Blue Water, der dermed styrker sin position indenfor vej- og banetransport af fødevarer

Blue Water overtager køle/frys-forretning

Med virkning fra 1. januar overtager Blue Water J. Lauritzen’s Eftf’s køle/frys-aktiviteter, som hovedsageligt er landevejstransport og baneløsninger af fødevarer mellem Italien, Benelux og Skandinavien. I sydgående retning primært seafood og slagterivarer og i nordgående retning frugt og grønt til de skandinaviske forbrugere.

”Vi er glade for at overtage en forretning, som passer godt ind i vores eksisterende strategi for vores køle/frys-aktiviteter. Vi får styrket vores position og får suppleret vores nuværende trafikker på bedste vis. Vi ser særligt frem til styrkelsen af vores mulighed for en baneløsning, som vi forventer vil blive en endnu mere populær transportform i fremtiden, da den er mere klimavenlig end traditionel landevejstransport”, siger Bent Rasmussen, der er direktør for Blue Waters Reefer Road Division.

Styrket udvikling

Blue Waters Reefer Road er primært koncentreret omkring nord- og sydgående trafikker i Europa. Med de nye aktiviteter vil Blue Water kunne tilbyde eksisterende og nye kunder endnu mere fleksible og tilpassede løsninger. Et omdrejningspunkt i servicen er blandt andet omlastning og konsolidering i både syd- og nordgående retning på terminaler i både Danmark og udlandet.

Udover selve aktiviteterne forventer Blue Water at overtage et mindre antal nordjyske medarbejdere, der vil blive en del af Blue Waters 25-mands store reefer team i Aalborg.

Hos J. Lauritzen’s Eftf. er CEO Kristian Svarrer glad for aftalen med Blue Water.

”Vi har ønsket af samle vores aktiviteter i Esbjerg, hvor vi vil koncentrere os om vores kerneforretning, som er tørgods, lager, logistik og havneydelser. Vi har været tilfredse med udviklingen af vores køle/frys-aktiviteter, men vi har vurderet, at det vil være bedre for kunderne og den videre udvikling at sælge til Blue Water,” siger Kristian Svarrer.

Det femårige TCO-projekt er afsluttet

14 juni 2021

Udførlig forberedelse og viljen til at flytte grænser toppede Blue Waters agenda under udførelsen af de kæmpemæssige logistikkontrakter.

Stigning i luftfragt af fødevarer

09 juni 2021

Behovet for temperaturreguleret transport via luftfragt til globale markeder er stigende. Blue Water håndterer ferske og frosne produkter til/fra Europa.