Transport af vingeforme

Udstyr leveret til Siemens Gamesa Renewable Energy’s nye fabrik i Le Havre, Frankrig

Transport af vingeforme

Blue Water har stået for transporten af to vingeforme fra Aalborg til Le Havre i Frankrig for en af vindenergiens pionerer: Siemens Gamesa Renewable Energy (SGRE).

Foruden selve søtransporten omfattede opgaven transfer af godset fra SGRE’s lager i Aalborg til lastekajen, lastning af skibe i Aalborg og losning af godset i Le Havre.

Transporten af de to vingeforme til Siemens Gamesa B75- og B81-vingetyper bestod af henholdsvis fire dele med dimensionerne 76,3m x 6,32m x 3,85m og yderligere fire dele á 82,7m x 7,4m x 4,73m - som enkeltvis vejede mellem 56 og 60 tons. I samme omgang blev der transporteret 92 supportdele, som senere skal bruges i forbindelse med vingeproduktionen.

Godset blev afskibet af tre omgange. Første afskibning med M/S ”Miena Desgagnés” afgik fra Aalborg i starten af december 2021, og de to følgende afskibninger, begge med M/S ”Symphony Space”, fandt sted i januar 2022.

”Blue Water var fysisk til stede ved alle operationer. I forbindelse med den franske del, slog Wind Logistics-teamet fra Esbjerg sig sammen med kollegerne fra Blue Water Brest. Dette teamwork gav os ikke kun sprogmæssige fordele, men gjorde det også lettere at finde egnede underleverandører til stevedorearbejdet i Le Havre”, udtaler Andreas Harboe, Project Manager Wind Logistics, Blue Water Esbjerg.

Billeder: Siemens Gamesa Renewable Energy