Transport- og logistikaftale med Forsvaret

Blue Water vinder fireårsaftale dækkende håndtering af alle Forsvarets transporter og logistik

Transport- og logistikaftale med Forsvaret

Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse har tildelt Blue Water en ny fireårskontrakt – dækkende global transport af militært materiel med primært fokus på USA, Canada og Europa. Derudover dækker kontrakten flytninger for Forsvarets personale, som skal udstationeres i udlandet.

Blue Water har igennem mange år opbygget stor faglig viden og erfaring med transport af militært udstyr. Gennem eksisterende kontrakter med det danske forsvar har vi et dybdegående samarbejde med Forsvaret, som vi servicerer med transport- og logistikservices. Takket være dette samarbejde har vi desuden opnået indgående kendskab til ruteplanlægning og overholdelse af gældende transitkrav fra stat og myndigheder.

”Vi er meget glade og stolte over tildelingen af den nye kontrakt, som har stor strategisk betydning for os. Aftalen understreger vores eksisterende tekniske kapacitet, setup og faglige kompetence, som er nødvendig for at udføre disse transporter”, udtaler Henrik Sand Damgaard, Head of Government & Defence Logistics, Blue Water.

“Det har været en lang og professionel udbudsproces, som har krævet støtte fra store dele af vores globale Government & Defence-organisation. Kontrakten løber fra 1. januar 2022, og vi ser frem til at varetage og løse alle opgaver fra det danske forsvar”, slutter Henrik Sand Damgaard.