Assistance ved float-on operation

Float-on-operationen af 3 skibe på "Seaway Albatross" gik vellykket

I januar assisterede Blue Water kunden Van Oord med at udføre en float-on operation i Aabenraa Fjord i forbindelse med lastning af deres tre skibe på det semi-submersible (delvist sænkbare) fartøj "Seaway Albatross".

Van Oord har hyret Blue Water til Femern Bælt-forbindelsen, et projekt, som Blue Water også er dybt involveret i med ansvaret for drift af arbejdshavnen i Rødby.

Mellem jul og nytår kontaktede Van Oord Blue Water for at få vejledning om det bedste område til at udføre en float-on-operation. Baseret på vores erfaring med lignende operationer tidligere foreslog Blue Water Aabenraa Fjord til operationen.

En betydningsfuld opgave

Blue Water assisterede med koordineringen af havneanløb for alle skibe, herunder transfer af besætning og indkvartering af de besætningsmedlemmer, der gik i land fra skibene, og som nu fortsætter deres rejse som last ombord på det semi-submersible skib.

"Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med Van Oord på dette meget interessante projekt. Vi har opbygget en stærk ekspertise indenfor denne type operationer, og det er altid en fornøjelse at lykkes med så betydningsfulde opgaver", siger Ömer Karakus, Assistant Manager Port Agency, som var med Van Oord til forberedelsesmøder på hvert skib, mens de lå for anker ud for Aabenraa før operationens start.

Femern Bælt-forbindelsen er det hidtil største og dyreste anlægsprojekt i Danmark, og det forventes at være færdigt i 2029. Tunnelen mellem Danmark og Tyskland skal drives af grøn strøm og med fokus på energieffektivitet og fremtidssikrede løsninger. Forbindelsen er en del af en større europæisk strategi om at skabe grønne trafikkorridorer.