Blue Water udnævner Brandy Aurich til Global Head of Commercial, Projects
Brandy Aurich får en central rolle i udviklingen af de kommercielle aktiviteter inden for projektlogistik
Som led i en strategisk indsats for at styrke projektdivisionen byder Blue Water Shipping i dag Brandy Aurich velkommen som Global Head of Commercial i Projects-divisionen med virkning fra den 1. juni 2026.
I sin nye rolle hos Blue Water får Brandy Aurich ansvaret for de kommercielle aktiviteter inden for projektlogistik i Energy, Ports & Projects-divisionen. Hendes ansvarsområder omfatter globale tenders, kontrakt- og prisstyring samt den kommercielle strategi og kategoristyring. Derudover vil Aurich understøtte den fortsatte vækst på tværs af sektorer, herunder olie og gas, minedrift og digital infrastruktur.
Brandy Aurich tiltræder Blue Water med omfattende international erfaring fra førende projektlogistik- og speditørvirksomheder, herunder DHL, DB Schenker, Kuehne+Nagel, Bertling Logistics og deugro. Senest var hun i DHL som VP, Global Head of Strategy – Industrial Projects, hvor hun var ansvarlig for at drive strategi, kommerciel governance, digital transformation og performance management på tværs af Industrial Projects-organisationen.
Styrker det kommercielle fundament
”Vi er i gang med at styrke organisationen og har samtidig fokus på at udvikle vores vigtigste vækstområder inden for Projects. Brandy tilfører stærk kommerciel erfaring, strategisk indsigt og indgående branchekendskab, og vi er meget glade for at byde hende velkommen i teamet,” udtaler Ryan Foley, COO, Energy, Ports & Projects, Blue Water.
”Brandys omfattende erfaring inden for global projektlogistik og kommerciel strategi bliver et stærkt løft af vores kommercielle setup. Hendes erfaring med tenders, kontraktstyring og strategisk udvikling understøtter vores ambitioner om fortsat vækst og styrker det kommercielle fundament i Projects-divisionen.”
Brandy Aurich, der er bosat i Houston, Texas, ser frem til at blive en del af Blue Water:
”Jeg glæder mig til at blive en del af Blue Water. Det er en virksomhed med et stærkt omdømme, en sand entreprenørånd og en kultur med fokus på mennesker. Jeg glæder mig især til at arbejde sammen med projektteams i hele Blue Water om at styrke den kommercielle indsats og understøtte væksten på tværs af centrale brancher.”