Blue Water underskriver 5-årig kontrakt med Vestas

Kæmpe kontrakt på håndtering af vindkomponenter indgået mellem Blue Water og Vestas

Siden 1990’erne har Blue Water været involveret i den globale sektor for vindenergi, der kun er vokset siden da og fortsat er i kraftig vækst. Med stor erfaring betror Vestas nu Blue Water en 5-årig kontrakt på håndtering af vindkomponenter på Blue Water terminalerne Esbjerg og Blue Water BREB terminalerne i Cuxhaven, Tyskland.

Vestas og Blue Water har arbejdet godt sammen på globale vindprojekter gennem mange år, men denne kontrakt er den hidtil største indgået mellem de to danske virksomheder. Aftalen dækker terminalhåndtering af de tunge vindmøllekomponenter, stevedoring, oplagring og service i en 5-årig periode på alle Vestas’ komponenter, som udskibes til og fra hele verden via Esbjerg og Cuxhaven.

”At Vestas betror os denne vigtige opgave, er en tillidserklæring, som vi er stolte af. Blue Water har været med fra vindindustriens spæde start, og vores kollegaer ude på havnene og terminalerne er med stor erfaring klædt godt på til at løse opgaven sikkert og effektivt og samtidig bidrage til den grønne omstilling”, fortæller Brian Sørensen, Global Category Head, Wind and Port Service, Blue Water.

Sikkerhed og kvalitet er kernen

Blue Water og især teamet for Port Service har stort fokus på sikkerhed og kvalitet i arbejdet gennem kontinuerlig træning og uddannelse. Derfor er antallet af skader på gods og personale minimale, og Blue Waters løsninger indenfor vindlogistik lever op til de højeste internationale krav og standarder.

”Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde, vi allerede har i dag med Blue Water. Sikkerhed og Kvalitet er Vestas prioritet, og hos Blue Water er vi overbeviste om at vi får den rigtige løsning, og vi ser frem til at fortsætte og udvide samarbejdet fremadrettet”, siger Torben Andersen, Head Transport Procurement, Vestas.

Esbjerg Havn er Danmarks største havn. Den er del af et specialiseret havnenetværk, som spiller en central rolle i den danske og europæiske vindsektor. Med et areal på 4,5 million kvadratmeter er Esbjerg Havn verdens største base for vindaktiviter og en forgænger i den europæiske vindsektor. Havnen i Cuxhaven er Tysklands største vind terminal og godt placeret som transport lokation til både on og offshore projekter.