Forsyningskæden mellem Danmark og Nordatlanten styrkes fortsat

Behovet for transport og logistik i Nordatlanten vokser, og Blue Water følger med fra centrale lokationer

Lokalt kendskab og global erfaring er udgangspunktet for alt, hvad Blue Water foretager sig. Siden 1986 har virksomheden været til stede med egne kontorer i Nordatlanten. I dag som den største leverandør af transport og logistik i Grønland med fem lokale kontorer i de største byer samt i Reykjavik på Island.

”Siden 80’erne har vi været involveret i transport og logistik til og fra Grønland – og internt i Grønland. Vi har løbende vækstet vores aktiviteter og opbygget stærkere kompetencer, som kommer vores kunder til gavn - og som vi fortsat vil fokusere på i fremtiden”, siger Ole B. Ulriksen, som er Director North Atlantic, Blue Water.

Og det er ikke kun nordpå, at udviklingen sker. I Aarhus – hvorfra størstedelen af godstransport til Nordatlanten fra Europa sejler ud – har Blue Water satset stort. Et stigende antal forsendelser til Grønland har betydet, at Blue Water har ombygget 6.000 kvm til en moderne godsterminal på havnen i Aarhus – med direkte adgang til den nordatlantiske godsterminal og rederierne, som sejler mellem Danmark, Grønland, Island og Færøerne.

I dag håndterer Blue Water op til 150 containere på ugentlig basis fra Aarhus, som er nøglepunktet for forsyningskæden mellem Danmark og Nordatlanten. Her råder Blue Water over i alt 40.000 kvm terminal til godshåndtering og 10.000 kvm lagerfaciliteter.

Udvidelse af terminal i begge ender af forsyningskæden

For at sikre at det voksende antal forsendelser fra Danmark kan aftages effektivt i Grønland, har Blue Water over de seneste år lagt planer for udvidelser lokalt. Det gælder i Ilulissat, som er en by i udvikling, især grundet opførelsen af en ny atlantlufthavn, der gør det nødvendigt at kunne håndtere yderligere mængder til byen. Derfor indvier Blue Water snart nyt byggeri af knap 600 kvm ekstra kontor og
terminal centralt i byen.

Størstedelen af godstrafikken fra Danmark foregår fortsat til Nuuk. Her er man også ved at bygge en ny atlantlufthavn samt udvide den eksisterende havn, og derfor har Blue Water planer om at investere stort i en markant terminal- og kontorudvidelse i nærheden af det nye, moderne havneområde Qeqertat i Nuuk.

“Vi ønsker fortsat at være en del af den vækst, der foregår i både Grønlands voksende hovedstad og de
større kystbyer. På en 9.000 kvm stor grund med en strategisk god placering er det planen at opføre 800 kvm kontor og omkring 2.500 kvm terminal. De nye faciliteter håber vi at tage i brug i slutningen af 2024, og således ønsker vi at skalere vores unikke position på det nordatlantiske marked”, siger Ole Bøgh Ulriksen.

Den største transport- og logistikleverandør i Grønland

Med et bredt agentnetværk og kontorer i Nuuk, Qaqortoq, Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat sidder Blue Waters specialiserede medarbejdere og skaber løsninger til alle led i forsyningskæden med en lokal forståelse for produkter og behov.

De forskellige services dækker alt fra private flytteopgaver, agentur for fisketrawlere, sø- og luftfragt samt større projekttransporter. Et andet fokusområde er krydstogtagentur, hvor Blue Water skal varetage mere end 200 anløb i løbet af 2023.