Ronald Hansen går på pension efter næsten fire årtier hos Blue Water
I 1988 trådte Ronald Hansen ind ad døren på et splinternyt Blue Water-kontor i Odense sammen med 12 kolleger, en telefonbog og en skrivemaskine. Denne sommer går han ud ad døren igen for sidste gang. Efter næsten 38 år i Blue Water takker Ronald af fra salgsafdelingen og går på pension – selvom han indrømmer, at det bliver mærkeligt endelig at slå autosvaret til uden nogen slutdato.
En del af Blue Water
Ronald Hansen begyndte i shippingbranchen i 1976 som 20-årig elev i sø- og luftfragtafdelingen hos Inter-Service. I årene efter var han med til at opbygge virksomhedens eksportaktiviteter på vejtransport til Tyskland, Benelux, Storbritannien og Frankrig. I 1988 ændrede det hele sig, da DFDS overtog Inter-Service.
Efter nogle måneder under det nye ejerskab traf Ronald og hans 12 kolleger fra Inter-Service en fælles beslutning om at finde en ny begyndelse et andet sted. Samtidig var Blue Waters grundlægger Kurt Skov og hans makkere Jørn Bøllund og Allan Junge i gang med at udvide virksomheden. Gennem 80’erne havde Blue Water åbnet kontorer rundt omkring i Danmark samt i Holland og Frankrig, og nu var blikket rettet mod øst: Fyn.
Ronald ser tilbage på de første samtaler, som førte til åbningen af kontoret i Odense.
”Vi ledte efter en virksomhed, som matchede det DNA, vi kendte fra vores tid i Inter-Service, og det stod hurtigt klart, at Blue Water var præcis det – en familieejet virksomhed med værdierne i orden og en flad organisationsstruktur.”
Den 1. december 1988 slog Ronald og de 12 kolleger officielt dørene op til et nyt Blue Water-kontor i Odense bemandet af de lokale profiler, som hurtigt skulle finde ud af, hvad det egentlig ville sige at være en del af Blue Water.
”I starten skulle vestjyderne lige finde ud af, hvem de der syngende fynboer var,” griner Ronald. ”Men når først en jyde accepterer dig, så bakker de dig også op hele vejen.”
Det, Ronald især husker fra de første år, er friheden.
”Samarbejdet mellem Esbjerg og Odense byggede på tillid og en fælles forståelse for, hvordan vi ville drive forretning. Der var ikke langt fra idé til handling. Vi fik ansvar fra første dag, og hvis noget gav mening, så gik man bare i gang. Den frihed gav virkelig motivation til at skabe resultater fra starten.”
Ronald opdagede hurtigt, at relationerne uden for kontoret også spillede en rolle, når man var en del af Blue Water.
”Hvis man interesserer sig for sport, fodbold eller håndbold, så var man nok allerede et par point foran. Og en dårlig dag på golfbanen er stadig bedre end en god dag på kontoret,” fortæller han med et grin.