Trafikinfo vedr. søfragt

Blue Water ønsker at være åben og gennemskuelig, og vi sætter ære i at levere værdifuld information til vores kunder.

Information omkring transport i Danmark og resten af verden

Her finder du vigtig trafikinformation vedrørende søfragt på global basis. Du er naturligvis altid velkommen til at rette henvendelse til din lokale kontaktperson hos Blue Water for yderligere information.
NEW

Nyt set-up på vores Islandstrafik

Per 1. juli 2019 ændrer vi set-up på vores trafik til Island.

Vi tilbyder
  • Fast ugentlig afgang
  • Losning og læsning på egen terminal
  • Afgang fra Aarhus hver torsdag
  • Ankomst til Reykjavik hver tirsdag

Download PDF under "Downloads".


Spar penge når du handler med Japan

Danske virksomheder, som handler med Japan – et marked med ikke færre end 127 millioner forbrugere – kan fra fredag den 1. februar 2019 få glæde af frihandelsaftalen mellem EU og Japan.

EU-aftalen med Japan er den seneste frihandelsaftale, som EU har forhandlet på plads med lande udenfor EU. Disse aftaler giver gode muligheder for at spare udgifter til told og dermed styrke de danske virksomheders konkurrenceevne.

Som virksomhed vælger du selv

Hvis du som virksomhed eksporterer varer til et land med frihandelsaftale, bestemmer du selv, om din kunde skal betale told efter WTO-reglerne, eller om handlen skal foregå i henhold til EU’s frihandelsaftaler med lande udenfor EU. Vælger du, at det skal ske i henhold til en EU-frihandelsaftale, skal du dog selv foretage det fornødne, hvilket vil sige at dokumentere, at varen har oprindelse i EU, og at dokumentationen af varens oprindelse er godkendt af Toldstyrelsen i Danmark.

Fakta om frihandelsaftalerne
  • EU har indgået frihandelsaftale med knap 70 lande udenfor EU - senest med Canada og Japan.
  • Aftalerne kan fjerne eller reducere told, hvilket kan give store besparelser for danske virksomheder både ved import og eksport. Du kan typisk spare 5-10 procent på varens pris.
  • Virksomheder opnår ikke automatisk toldfrihed, når de handler med lande, som går under frihandelsaftalen.
  • Dokumentationen skal være i orden – dvs. varen skal have oprindelse i EU. Varer, som importeres til Danmark, skal være produceret i ét af de lande, som EU har indgået en frihandelsaftale med, for at opnå toldfordelene. Det er en forudsætning, at varens oprindelse kan dokumenteres.

Har du spørgsmål til ovenstående, så ret henvendelse til din kontaktperson hos Blue Water.


DAP og DDP til USA – Vigtig info omkring Power of Attorney

Blue Water Shipping tilbyder og anbefaler alle vores kunder DAP- og DDP-løsninger i USA, så kunden selv har kontrollen over sine sendinger fra start til slut.

Når I vælger DDP, er Blue Water gerne behjælpelig med indfortoldning. I den forbindelse skal der altid udfyldes en Power of Attorney (POA).

US Customs Border Protection (CBP) har stramme krav vedrørende underskrifter og dokumentation i forbindelse med udstedelse af POA. Det betyder, at CBP kræver en kopi af kørekort eller pas sammen med POA, samt at de to personer, der underskriver POA, skal have en C-titel: CEO, CCO, COO, CFO ect. Alle andre titler vil ikke blive accepteret.

Har I spørgsmål til ovenstående, er I velkommen til at rette henvendelse til jeres lokale kontaktperson hos Blue Water.


Uniform Social Credit Code indføres i Kina

De kinesiske toldmyndigheder indfører per 1. juni 2018 nye krav til oplysningerne i transportdokumenterne kaldet ”Uniform Social Credit Code” (USCC). Dette medfører at alle transportdokumenter per 1. juni skal indeholde følgende:

Uniform Social Credit Code (USCC) på modtager i Kina

USCC er i lighed med “Tax (payer) Identification Number” (TIN no.). USCC nummeret består af 18 cifre. Hvis der udstedes ”to order B/L” eller ”to order AWB”, så er det tax ID nummeret på første Notify Party, der skal anvendes.

Enterprise Code på afskiber

Enterprise Code er afskibers momsnummer. I Europa er det fx VAT nummeret.

Hvis ovenstående oplysninger ikke indberettes kan det betyde, at forsendelsen holdes tilbage af de kinesiske myndigheder.

Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte din lokale Blue Water kontaktperson.


Nye krav omkring B/L’er – Eksport Indien

Vi gør opmærksom på, at toldmyndighederne i Mumbai har udsendt meddelelse om, at der pr. 1. april 2018 er indført nye regler omkring B/L’er i forbindelse med eksport til Indien.

Alle B/L’er for eksportgods skal fremover indeholde følgende obligatoriske detaljer:

  • Importørens Import & Export Code (IEC)
  • Importørens GST Identification No. (GSTIN)
  • Importørens officielle e-mailadresse

Disse krav er indført for at undgå fiktiv eksport af affald, som det eksporterende land sender til Indien med dumping for øje. Sådanne sendinger udgør en alvorlig trussel mod miljøet.

Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at rette henvendelse til din lokale kontaktperson hos Blue Water.


Kapacitetsproblemer hos vognmændene i USA og Canada

Situationen omkring kapacitetsproblemer hos vognmændene i USA og Canada spidser til.

Nogle af de største udfordringer er:

  • Regeringsregulativer i forhold til ”Electronic Log Devices” (ELD)
  • Infrastruktur og trafiktæthed i havne og lufthavne
  • Begrænsede ledige tider på baneramper
  • Mangel på arbejdskraft. Undersøgelser indikerer en mangel på 35.000 lastbilchauffører i USA
  • Forøgede omkostninger
  • Høj serviceefterspørgsel og krav (farligt gods, kølegods og andet specialgods). Flere selskaber undgår bevidst disse godstyper.

Disse udfordringer gør dørleverencer vanskelige at udføre til tiden og samtidig øges risikoen for demurrage, detention og storage.

For yderligere information venligst kontakt dit lokale Blue Water kontor.


Timeslot på containerterminalerne i Hamburg

De fire containerterminaler i Hamburg videreudvikler deres TR02-system, som bruges til planlægning af ind-/udlevering af containere. Via dette system får vognmanden udleveret et ind-/udleveringsnummer til den enkelte container.

Næste fase i udviklingen er Timeslot, som træder i kraft den 29. november 2017. Her bliver det obligatorisk for den enkelte vognmand, at forespørge på en bindende obligatorisk timeslot for hver enkelt container, der skal ind- og udleveres på de 4 terminaler.

På nedenstående illustration kan du se, hvordan tolerancen er omkring timeslots, samt hvordan prioriteringen af biler kommer til at foregå på terminalerne:

Timeslot til containere

Vi gør opmærksom på, at det nye system kan give problemer i forbindelse med levering af containere. Containere der ikke er udlosset eller fritstillet kan ikke tildeles et timeslot.

På nuværende tidspunkt kender vi ikke antallet af mulige slots inden for 1 timeslot, da terminalerne desværre har besluttet ikke at være transparente på dette område.

Har du spørgsmål til ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte din lokale Blue Water kontaktperson.


Nye krav til dokumenter - Thailand

Vi gør hermed opmærksom på, at der er indført nye regler for mærkning af gods og dokumenter på forsendelser til og fra Thailand. Dette gælder alle dokumenter: Faktura, pakkeliste og andre dokumenter, som sendes med godset. Reglerne gælder for både søfragt og luftfragt.

Det er per 13. november 2017 et krav, at alle dokumenter har påskrevet: SHIPPING MARK (med SHIPPING MARK menes den mærkning godset påføres af dig).

Samme SHIPPING MARK skal også være påført yderemballagen på godset. Det er tilladt at påføre teksten med håndskrift.

Er disse to krav ikke overholdt, vil der være en bøde fra tolden i Thailand på 50.000 Bath (svarerende til ca. DKK 10.000).

Ved spørgsmål er du meget velkommen til at tage kontakt til din lokale Blue Water kontaktperson.


USA strammer importregler for træemballage

USA har strammet importreglerne for gods, der ankommer i træemballage.

Det skal kunne påvises, at træemballagen har fået godkendt behandling mod skadedyr inden afsendelse. Stramningerne betyder, at gods, der ankommer i træemballage, som ikke opfylder kravet bliver idømt en bøde.

Træemballagen skal på to af siderne mærkes med dokumentation for skadedyrsbehandlingen.

Du kan finde yderligere information her U.S. Customs and Border Protection

Relaterede nyheder