Blue Water Shipping hilser aftalen om Energiø Bornholm velkommen
Den nyligt indgåede aftale mellem Danmark og Tyskland om Energiø Bornholm markerer et vigtigt skridt i udviklingen af fremtidens energisystem i Europa.
Med klar politisk opbakning fra begge lande og støtte fra EU tager projektet form som verdens første energiø og et centralt knudepunkt for storskala offshore-vind.
Energiø Bornholm understreger betydningen af tæt samarbejde på tværs af grænser, når der skal skabes løsninger, der både styrker Europas energisikkerhed og bidrager konkret til den grønne omstilling. Samtidig er projektet af stor betydning for Bornholm og for Danmark, hvor det vil skabe nye muligheder inden for infrastruktur, forsyning og erhvervsudvikling – både lokalt og nationalt.
Hos Blue Water Shipping ser vi meget positivt på aftalen og de klare signaler, den sender til offshore vind-industrien. Med en stærk dansk forankring, mange års erfaring inden for offshore vind, marine- og projektlogistik samt dokumenteret erfaring med store og komplekse infrastrukturprojekter, ser vi frem til at bidrage konstruktivt til realiseringen af Energiø Bornholm. Vi betragter projektet som et vigtigt referencepunkt for fremtidige energiprojekter i Europa og ser frem til at støtte udviklingen med vores kompetencer, samarbejde og praktiske løsninger.