Blue Water Shipping overtager Postas speditionsaktiviteter i Danmark og på Færøerne pr. 1. februar 2026

Overtagelsen styrker Blue Waters tilstedeværelse i Nordatlanten og sikrer kontinuitet for kunder og medarbejdere

Fra venstre: Ole Gantzhorn Pedersen (Country Manager, Posta), Edvard S. Remberg (CEO, Posta), Jan Dam Poulsen (Regional Senior Vice President, Transport & Logistics, Nordics, Blue Water), Dennis Sigtenborg Bruun (Head of Business Development, North Atlantic, Blue Water) og Kenneth Skovbjerg Pedersen (Director, North Atlantic, Blue Water)

Vi annoncerer i dag, at vi overtager Postas speditionsaktiviteter i Danmark og på Færøerne med virkning fra 1. februar 2026. Overtagelsen omfatter både kunder og medarbejdere og gennemføres med fokus på en smidig overgang uden afbrydelser i den daglige drift. Det tætte samarbejde med Smyril Line fortsætter uændret.

Med overtagelsen styrker vi vores tilstedeværelse i Nordatlanten og udbygger det samlede tilbud til kunder, der har behov for komplette transport- og logistikløsninger mellem Danmark, Færøerne og resten af verden.

Kunderne får fremover adgang til Blue Waters globale netværk, digitale løsninger og stærke kompetencer på tværs af sø, luft, vej og lager, hvilket skaber en mere sammenhængende og effektiv logistikoplevelse.

Kontinuitet for kunder og medarbejdere

Fra 1. februar 2026 fortsætter eksisterende aftaler og serviceforløb uændret, og de berørte medarbejdere bliver en integreret del af Blue Water. Fokus er på en tryg overgang, stabil drift og tæt kundeopfølgning i både Danmark og på Færøerne.

“Det vigtigste for os er, at både kunder og medarbejdere oplever en tryg og ordentlig overgang. Vi har fuldt fokus på, at aftaler og service fortsætter uændret, og vi glæder os til at byde nye kolleger velkommen i firmaet,” siger Jan Dam Poulsen, Regional Senior Vice President, Transport & Logistics, Nordics, Blue Water.

“Vi er glade for, at vores speditionsaktiviteter videreføres af en professionel aktør med lokal forankring og global rækkevidde. Det er en god løsning for både kunder og medarbejdere, og vi ser positivt på en smidig overgang,” siger Edvard S. Remberg, CEO, Posta.

Strategisk styrkelse i Nordatlanten

Overtagelsen er et vigtigt skridt i vores langsigtede udvikling i Nordatlanten. Med lokal tilstedeværelse i Tórshavn og et stærkere fundament i regionen kan vi tilbyde end-to-end-løsninger med regional indsigt og adgang til global kapacitet.

“Med denne overtagelse styrker vi vores fundament i Nordatlanten og sikrer kunderne et endnu stærkere setup mellem Danmark og Færøerne. Vi kombinerer tætte relationer og stor lokal indsigt med Blue Waters globale netværk og kapacitet,” siger Kenneth Skovbjerg Pedersen, Director, North Atlantic, Blue Water.

Kenneth Skovbjerg Pedersen har ansvaret for Blue Waters aktiviteter i Nordatlanten, herunder Grønland, Island og Færøerne.

Praktisk information til kunder

  • Ingen afbrydelser: Leverancer og bookinger fortsætter som hidtil.
  • Kontakt: Blue Waters kundeteams vil proaktivt informere berørte kunder om kontaktpunkter, cut-off-tider og eventuelle praktiske ændringer.
  • Fakturering og systemer: Indfasning sker trinvis, og kunder informeres direkte om administrative til-pasninger.

Om Posta

Posta er Færøernes nationale postvæsen med aktiviteter inden for post og logistik.

Virksomheden tilbyder fragt- og logistikløsninger på tværs af vej, sø og luft og har kontor i Tórshavn og Kolding med omkring 100 medarbejdere.