Jorden rundt med Blue Water

På blot fem år har den 26-årige Asbjørn Lauritsen udmærket sig med tre internationale udstationeringer

Da Asbjørn Lauritsen i 2014 startede som trainee hos Blue Water Esbjerg, havde han en fjern drøm om at komme til at bo og arbejde i udlandet. Men drømmen skulle vise sig at blive en realitet indenfor få år for det unge talent.

Asbjørn blev udlært i 2016, hvorefter der ventede en fastansættelse i afdelingen for Energy & Projects, hvor han sad i et par år, inden en ny dør åbnede: udstationering til Baku, Azerbaijans hovedstad. Her bistod han Blue Water Baku-kontoret med ekspertise indenfor luftfragt og fortoldning i forbindelse med en af de største projektopgaver i Blue Waters historie.

I marts 2020 blev Asbjørn tilbudt en stilling som in-house speditør hos en af Blue Waters kunder SBM i Rotterdam, Holland. Blue Water havde fået til opgave at varetage logistik og transport til opgradering af FPSO-skibet ‘Liza Unity’, som i daglig tale kan betegnes som et flydende produktionsskib af olie.

Tredje internationale udstationering på fem år

Men eventyret slutter hverken i Esbjerg, Baku eller Rotterdam, for nu har den eventyrlystne Asbjørn takket ja til en udstationering i Caribien. Her åbnede Blue Water nyt kontor sidste år, og den skarpe medarbejder skal i tæt samarbejde med de lokale kolleger være med til at styrke Blue Waters setup og systemer.

“Hos Blue Water er talentudvikling en nøgleprioritet, og vi bliver glade, når et ungt menneske har mod på og lyst til nye udfordringer og udvikling. Asbjørn har altid vist sig klar, når muligheder har budt sig. Det har også betydet, at han hurtigt har tilegnet sig stærke kompetencer, og vi er utrolig glade for, at netop han siger ja tak til forslaget, for med hans brede indsigt i operationen og gode forståelse for nye kulturer, er det et perfekt match”, siger Jacob Kjærgaard, Regional Director Energy & Projects Europe hos Blue Water.

Og det er ikke kun Jacob Kjærgaard, der er begejstret for løsningen:

“Det er fantastisk at kunne realisere sine drømme om at opleve verden gennem arbejdet. Ikke nok med det, så bliver jeg samtidig dygtigere og mere kvalificeret til at løse spændende projektopgaver, så jeg glæder mig til at prøve kræfter med den nye stilling og se, hvad kulturen har at byde på”, fortæller Asbjørn, Project Manager ved Blue Water, der inden afrejse er på besøg ved familien i Esbjerg, hvor han oprindeligt kommer fra.

De seneste år har Blue Water oplevet god vækst, og især Energy & Project-divisionen har succes. Virksomheden driver i dag 63 kontorer med i alt cirka 1750 medarbejdere.