Ændringer i De Minimis-reglen ved eksport til USA – hvad betyder det for dig?
Blog
Sender du varer til USA? Så er der vigtige ændringer på vej, som kan påvirke både dine omkostninger og leveringstider.
Indtil nu har forsendelser med en værdi under 800 USD (den såkaldte De Minimis-grænse) været fritaget for amerikanske toldafgifter og skatter. Denne fritagelse bliver nu fjernet.
Det betyder, at alle varer – uanset værdi – fremover kan blive pålagt told, afgifter og fortoldningsgebyrer.
Hvorfor ændres reglerne?
Der er to hovedårsager til, at de amerikanske myndigheder har ændret på De Minimis-reglen:
1. Nationale sikkerhedshensyn
- Begrænse indsmugling af ulovlige varer.
- Sikre screening og sporbarhed på samtlige forsendelser – også de helt små pakker.
2. Økonomisk beskyttelse af amerikanske virksomheder
- Udenlandske e-handelsvirksomheder har haft en konkurrencefordel, da de kunne sende toldfrit til amerikanske kunder.
- Ændringen skal skabe mere fair konkurrencevilkår for amerikanske producenter og detailhandlere.
Hvad betyder det for dig som eksportør?
De nye regler har flere konsekvenser, som du bør være opmærksom på:
1. Øgede eksportomkostninger
Selv små B2C-forsendelser kan nu pålægges:
- told og afgifter
- fortoldningsgebyrer
- udlægsgebyrer (disbursement fees)
2. Mere komplekse toldprocedurer
- Krav om HS-klassificering og detaljeret faktura gælder nu for alle forsendelser.
- Småfejl kan føre til forsinkelser eller ekstra omkostninger.
3. Risiko for længere leveringstider
Toldbehandling kan skabe forsinkelser, især hvis:
- fakturaoplysninger er mangelfulde eller forkerte.
- ansvar for toldbetaling (Incoterms) ikke er tydeligt angivet.
Fakturakrav til USA
For at undgå problemer er det vigtigt, at dine fakturaer indeholder de rette oplysninger. Sørg for korrekt modtagerinfo, præcis varebeskrivelse, den rigtige HS-kode og tydelig angivelse af toldansvar.